agrobrændstoffer

bioenergi Agrobrændstoffernes skjulte miljøbelastning

EU’s beslutning om at øge brugen af biobrændstoffer over de næste ti år skader klimaet op til 2,5 gange så meget som at bruge traditionelle, fossile brændstoffer som benzin og diesel. Desuden vil det tage brødet ud af munden på i forvejen fattige mennesker, når jorden bliver dyrket til brændstof i stedet for mad.

8. november 2010 · Kl. 11:09 Pressemeddelelse

Det viser en ny rapport lavet på vegne af bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke, Greenpeace og NOAH. Rapporten adskiller sig fra andre rapporter om biobrændstoffer ved at se på de typer og mængder biobrændstoffer, som EU-landene selv har rapporteret, at de vil bruge, og medregner desuden den udledning, der sker, når skove fældes, og naturområder omlægges til marker med afgrøder til udvinding af biobrændstoffer. Helt konkret vil EU’s øgede forbrug af biobrændstofferne betyde, at yderligere 69.000 kvadratkilometer eller halvanden gange Danmarks areal bliver omlagt.

“Biobrændstoffer blev introduceret i Danmark og i EU under dække af at skulle reducere drivhusgasudslippet. Virkeligheden er den modsatte. Biobrændstoffer er værre end fossile brændstoffer, og det er derfor topmålet af vanvid, at staten tvinger borgerne til at hælde fødevarebaserede biobrændstoffer i tanken på deres biler. Den politik øger både afskovning og CO2-udledning,” siger Dan Belusa, biobrændstof-ekspert hos Greenpeace.

Rapporten “Anticipated Indirect Land Use Change Associated with Expanded Use of Biofuels in the EU” (PDF nedenfor) konkluderer at:

- Når den indirekte udledning pga. omlægning af f.eks. skov til marker med biobrændstof-afgrøder medregnes, vil biobrændstoffer i 2020 have forøget drivhusgasudledningen med 27 til 56 millioner ton CO2 hvert år - svarende til udledningen fra 12 til 26 millioner biler.

- Med mindre EU ændrer politik, vil planerne om øget forbrug af biobrændstoffer i Europa betyde mellem 81 procent og 167 procent mere drivhusgas, end hvis man havde brugt fossile brændstoffer.

- I 2020 skal biobrændstoffer ifølge EU’s planer udgøre 9,5 pct. af det brændstof, som den europæiske transportsektor benytter. Mere end 90 pct. af disse biobrændstoffer vil være produceret af fødevare-afgrøder som majs og palmeolie.

“Resultatet er, at EU’s politik tager maden ud af munden på verdens sultne og putter den i europæiske benzintanke. Det er fuldstændig håbløst at bekæmpe fattigdom med f.eks. bistand, når man samtidig med gennem sin energipolitik forringer fødevaresikkerheden endnu mere - det går ud over langt flere end de 925 millioner mennesker, der hver dag går sulten i seng,” siger forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke Trine Pertou Mach.

Inden udgangen af 2010 skal EU Kommissionen levere en rapport, der redegør for, hvordan EU vil tackle og minimere den indirekte drivhusgas-udledning, der er forbundet med biobrændstoffer som følge af afskovning i områder, hvor der er behov for nye markområder til dyrkning af afgrøderne. Mellemfolkeligt Samvirke, Greenpeace, NOAH og de øvrige organisationer appellerer derfor nu til EU Kommissionen og medlemslandene om straks at sørge for at indføre en CO2-værdi, der medregner biobrændstoffernes samlede drivhusgas-udslip, også ved afskovning, så biobrændstoffernes faktiske klima-aftryk kommer til at fremgå. Alternativet er en forværring af både klimakrisen og fødevaresikkerheden.

“Danske politikere har igen og igen hævdet, at de eksisterende problemer ved anvendelsen af biobrændstoffer i transportsektoren vil blive elimineret, hvis man kun anvender såkaldt bæredygtige biobrændstoffer. Det står nu helt klart, at man ikke kan producere bæredygtige biobrændstoffer i stor skala. Vi opfordrer derfor politikerne til at skrotte alle målsætninger om anvendelse af biobrændstoffer,” udtaler Bente Hessellund fra NOAH.

For yderligere oplysninger kontakt:

Mellemfolkeligt Samvirke: Forkvinde Trine Pertou Mach på tlf. 23350965 eller pressemedarbejder Sara Schlüter på tlf. 6043 4321

Greenpeace: biobrændstofekspert Dan Belusa, tlf. 5132 7911 eller presseansvarlig i Greenpeace Christina Koll på tlf. 2810 9021

Miljøbevægelsen NOAH: Bente Hessellund Andersen tlf. 2929 4527 eller Safania Eriksen tlf. 29901607

Noter:

[1] Institute for European Environmental Policy (IEEP).  November 2010. ‘Anticipated Indirect Land Use Change Associated with Expanded Use of Biofuels in the EU: An Analysis of Member State Performance’. Author: Catherine Bowyer, Senior Policy Analyst. http://www.ieep.eu

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!