ceta

Lækket dokument: EU og Canada vil indføre private domstole for virksomheder

Den færdige tekst til en handelsaftale mellem EU og Canada, CETA, er blevet lækket. Dokumentet viser, at EU og Canada vil lade særlige domstole, hvor virksomheder kan sagsøge stater, indgå. Det sker på trods af, at der har været stor modstand mod dette i civilsamfundet. Den lækkede tekst viser, at Europa-Kommissionen ikke har lyttet til kritikken.

15. august 2014 · Kl. 17:25 Pressemeddelelse

Den færdige tekst til handelsaftalen mellem EU og Canada viser, at aftalen indeholder investorbeskyttelse (ISDS), der giver virksomheder muligheder for at sagsøge suveræne stater.

Europa-Kommissionen har netop haft en konsultation om den kontroversielle ISDS-mekanisme i forbindelse med de igangværende forhandlinger om en frihandelsaftale mellem EU og USA (TTIP). Det resulterede i 150.000 høringssvar. Det viser, at der er en stor interesse og bekymring for ISDS.

Teksten om ISDS i det lækkede dokument er meget identisk med den ISDS-model som Kommissionen fremlagde under konsultationen. Europa-Kommissionen har endnu ikke vurderet høringssvarene, inden de nu forsøger at gøre samme ISDS-model til en del af handelsaftalen med Canada.

”Det tyder på, at Europa-Kommissionens konsultation kun har været et skuespil for at foregive, at man har en åben proces omkring handelsaftaler og ISDS. I realiteten indfører de ISDS-modellen i CETA uden at tage de mange høringssvar i forbindelse med TTIP i betragtning”, siger Thomas Jazrawi fra miljøorganisationen NOAH.

Virksomheder udnytter ISDS

ISDS i en handelsaftale vil betyde, at udenlandske virksomheder kan sagsøge Danmark, hvis der indføres lovgivning inden for eksempelvis miljø- eller forbrugersikkerhed, som virksomhederne mener, vil have negativ effekt på deres indtjening.

”EU, Canada og USA består af retsstater. Der er intet til hinder for, at virksomhederne kan gå til de nationale domstole og få en uafhængig, fair og upartisk vurdering. Derfor er det udemokratisk og et angreb på landenes suveræne ret til at indføre lovgivning at indføre ISDS i en handelsaftale mellem Canada og EU”, siger Thomas Jazrawi.

Tidligere har ISDS være benyttet af virksomheder til at udfordre lovgivning inden for miljø, sundhed og sociale rettigheder. Det svenske firma Vattenfall har sagsøgt Tyskland for at indføre forbud mod atomkraft. Tobaksfirmaet Phillip Morris har sagsøgt Uruguay for at indføre lovgivning om sundhedsadvarsler på cigaretpakker. Egypten er blevet sagsøgt af Veolia for at hæve mindstelønnen.

”Erfaringen viser, at virksomheder udnytter denne mekanisme til det yderste. I mange tilfælde er der ikke tale om virksomheder, der bliver forskelsbehandlet, men om virksomheder, som ikke bryder sig om en lovgivning indført på demokratisk vis”, siger Nanna Langevad Clifforth fra NOAH.

”Derfor er ISDS en stor trussel mod sundhed, miljø og sociale rettigheder i Europa. Lovgivning skal udøves af nationalstater, ikke af virksomheder”, slutter hun.  

For yderligere information kontakt

Thomas Jazrawi: 22742620

Nanna Langevad Clifforth: 51517724

CETA-briefing-updated-1.pdf (485.52 KB)

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!