EU Den danske regering må i arbejdstøjet i EU

Målene i EU Kommissionens energiudspil er for lave til at bremse klimaændringerne og sætte EU på kurs mod en bæredygtig energiforsyning.

16. januar 2007 · Kl. 14:34 Pressemeddelelse

Den danske regering bør derfor arbejde aktivt for forbedringer i de kommende 2 måneders Ministermøder i EU. Regeringen må ikke stille sig tilfreds med Kommissionens udspil for der er både miljøhensyn og store danske økonomiske interesser på spil. Den danske regering bør presse på i ministerrådene (Energi-, Miljø-, Statsministre) i de kommende måneder for en opstramning.

  • De danske ministre må gøre tre ting klart for deres kolleger:
  • EU's troværdighed / anseelse står på spil både i forhold til andre lande i de internationale klimaforhandlinger og i forhold til deres egne befolkninger.
  • Det er teknisk muligt og økonomisk fordelagtigt at gå længere end Kommissionen foreslår.
  • Der er for meget fokus på forsyningssiden – også forbruget må underlægges krav, ikke mindst i den vildtvoksende transportsektor, især luft- og vejtransport.

Troværdighed i klimaforhandlingerne kræver, at EU selv er villige til at forpligte sig mindst til de reduktioner, som IPCC finder nødvendige. Det er konkret mindst 30 % i 2020.



Troværdighed overfor egen befolkning kræver, at EU systemet viser vilje til at løse de problemer, som befolkningen anser for vigtige. Masser af meningsmålinger viser, at fælles løsning af miljøproblemer står højt på befolkningens ønskeliste til EU.

 

Mulighederne for at gennemføre energibesparelser, energieffektiviseringer og bruge vedvarende energi undervurderes konsekvent af Kommissionen og af politikerne i EU. De vælger at tro mere på den nuværende forsyningsindustris lobbyister end på uafhængige forskere.

 

Kommissionens udspil er ikke bare for uambitiøst, det er også fyldt med elementer, som den danske regering bør gøre alt for at undgå. Underjordisk lagring af CO2 fra kraftværker mm. tildeles en stor rolle. Det vil fortsat binde os til den beskidte kul og det er en teknologi, der kræver energi og endnu ikke er udviklet til brug i stor skala. Den vil lægge beslag på store dele af midlerne til forskning og udvikling – midler som bør anvendes til de vedvarende energiteknologier som fx bølgekraft og solceller. Atomkraften ser ud til at blive den helt store vinder af forsknings- og udviklingsmidler, selv om mange lande slet ikke har eller ønsker at have atomkraft. Danmark betaler på den måde også for fremme af atomkraft.

 

Den danske regering bør gå langt videre i den kommende nationale energihandlingsplan

Danmark kan og bør gå foran og fremlægge energiplan med højere nationale mål og forpligtelser.

Det vil give troværdighed i EU og internationalt og være til gavn for dansk industri.

Hvis den danske regering vælger blot at følge EU målene, vil det endeligt begrave alle danske drømme om at være førende på energiområdet og de dermed følgende muligheder for eksport, effektiv hjemlig produktion og international anseelse.

 

På vegne af NOAHs energigruppe

Henning Bo Madsen

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!