Strejke Dos and don’ts i klimakampen

Den kommende uges tid fra 20.-27. september står i klimakampens tegn, når der er indkaldt til international klimastrejke. Efterhånden er det svært at finde nogen, der ikke støtter op. Politikerne står i kø for at tage selfies med strejkende skoleelever, og selv de voksne har tænkt sig at give deres frokostpause for klimaet.

Klimakampen er intensiveret og vokset, og det skorter i klimaugen og generelt ikke på handlemuligheder og diverse aktørers tilbud på at være med. Og man kan godt forstå, at der er mange om buddet, for klimakampen er en unik mulighed for at skabe grundlæggende forandringer i den måde, som vores samfund er indrettet på. Den har desuden vist sig at have et kæmpe mobiliseringspotentiale. Klimakampen kan binde miljømæssige, sociale og økonomiske udfordringer sammen og kan tilbyde et globalt syn på fordeling, magt og ejerskab. Klimakampen kan tilbyde handlemuligheder fra lokalt til globalt plan. Man kunne fristes til at sige, at den kalder på en revolution og kan være motor for nødvendige forandringer.

Men det sker kun, hvis klimakampen skrues rigtig sammen. Gør den ikke det, kan den også føre til grønvaskning af overforbrug i det Globale Nord og falske løsningsmodeller, som holder fast i de nuværende uretfærdige globale strukturer. Her kommer derfor mine bud på, hvad du kan gøre – “dos og don’ts” – hvis du vil ind i klimakampen:

Dos

Gør det selv. Man skulle tro, at klimatopmødet i København i 2009 havde afskrækket de fleste fra at vente på politikerne og internationale aftaler. Organisationer fra WWF til Extinction Rebellion råber dog stadig på politikerne i deres arbejde og aktioner. Heldigvis er der også dukket flere og flere græsrodsbevægelser op, som tager sagen i egen hånd. Ende Gelände aktionerne mod tyske kulminer har startet en bølge af direkte klimaaktioner, som er åbne for alle. Denne sommer har der blandt andet været direkte aktioner mod fossil gas i Sverige, mod kulminer i Tjekkiet og mod cruise skibe i Italien. Fra denne uge kan du deltage i Free the Soil, hvor det industrielle landbrug er målet.                                                                        

Gør det sammen. Store sociale forandringer er skabt af bevægelser nedefra. At organisere og være organiseret er det bedste våben til at skabe forandring. Skal vi løse klimakrisen og tilvejebringe til nødvendige forandringer, handler det om at vinde autonomi over og tage retten til at organisere vores liv. Det handler om at skabe handlekraft, og det kan man kun sammen, hvis apati skal forvandles til ansvar og indflydelse.    

Det handler om retfærdighed. Der er væsentlig forskel på at kæmpe for miljøet eller kæmpe for miljøretfærdighed. Klimakampen er en kamp for social forandring. Den forandring opnår vi ikke, hvis Shell ejer den vedvarende energi eller hvis Nestlé producerer flere veganske produkter. Produktions-, distributions- og forbrugsmønstre skal sammen med ejerskabsforhold ændres grundlæggende, hvis løsningen på klimakrisen skal skabe en mere retfærdig verden. Miljømæssige og sociale forhold kan ikke adskilles, og derfor er der stor forskel på miljøforkæmpere og miljøretfærdighedsforkæmpere, som ønsker et opgør med de ulighedsskabende strukturer og ejerskab, som har skabt den ulige verden, hvor lande i det Globale Nord overforbruger ressourcer fra det Globale Syd.  

Stå bag dem der står forrest. Klimaforandringerne er ikke noget, vi venter på. De rammer allerede især i det Globale Syd og i undertrykte lokalsamfund. De forhold, der har skabt klimaforandringer, har i årtier drevet rovdrift på lokalbefolkninger og deres ressourcer. Mange mennesker lever med konsekvenserne og står ved frontlinjen, hvor ødelæggelserne sker og klimaforandringerne rammer. At støtte disse grupper og samfund er kernen i solidarisk klimakamp.

Don’ts!

Du bliver ikke reddet af teknologien. Den absolutte miljøbelastning er kun gået én vej i takt med den teknologiske udvikling, og det er den forkerte. De teknologiske løsninger der skal muliggøre en fortsat forbrugsfest i det Globale Nord kommer ikke, og det er kun, hvis man ikke ønsker et opgør med de strukturer, der har skabt klimakrisen, at man med stædighed holder fast i den teknologiske løsningsmodel. 

Den rigtige pris findes ikke. Du kommer ikke til at købe dig ud af krisen – heller ikke selv om dine produkter er certificerede. Den rigtige pris på et overforbrug findes ikke og slet ikke, hvis retfærdighed og lighed skal være en del af ligningen.

Overforbrug – ikke overbefolkning. Omkring 10 % af verdens befolkning udleder 50 % af drivhusgasserne. De 10 % bor primært i det Globale Nord. Befolkningstilvæksten i det Globale Syd er derfor ikke problemet og at pege på det er et udtryk for ansvarsforflygtigelse. De største reduktioner skal ske i Nord, hvor kapaciteten så vel som det historiske ansvar er størst. Lad derfor være at tale om befolkningsreduktion.

Urgency & Emergency. Klimakrisen bliver ofte italesat som en nødsituation, hvor handling kun kan gå for langsomt. Det er på sin vis rigtigt, men hurtige løsninger fører ofte til falske løsninger. De færreste ønsker at leve i en nødsituation, hvor basale demokratiske frihedsrettigheder er tilsidesat. I sidste ende kan denne retorik legitimere øko-fascistiske regimer. Den eneste langsigtede løsning er mere og reelt demokrati nedefra. Det kræver, at alle er med. 

Bragt på Solidaritet 18. september 2019.