Nekrolog Miljøministeriet er afgået ved døden

Som purung ingeniørstuderende deltog jeg en sensommerweekend i 1971 i et seminar arrangeret af den forholdsvis nystartede miljøorganisation NOAH. Jeg husker ikke ret meget fra selve seminaret, men jeg husker, at vi i en frokostpause hørte radioavis. Her blev det bekendtgjort, at den socialdemokratiske regering havde besluttet at oprette Ministeriet for Forureningsbekæmpelse.

Resten af den dag blev brugt til at diskutere perspektiverne i den beslutning. På den ene side blev beslutningen set som en klar sejr for NOAH og den øvrige miljøbevægelse. På den anden side var vi også opmærksomme på, at miljøindsatsen nu risikerede at blive pakket ind i et tungt bureaukrati.

Men hovedreaktionen var positiv: Det nye ministerium skulle bydes velkommen, og miljøbevægelsen skulle engagere sig kritisk og konstruktivt.

Der er nu gået mere end 45 år, hvoraf jeg nåede at være ansat i forskellige dele af ministeriet i cirka 15 år. Det var en periode med høj faglighed, stort engagement og mange visioner. Derfor smerter det mig i dag at se, hvordan denne tidligere markante statsinstitution over en længere årrække er blevet systematisk svækket.

Den seneste amputering af Miljøstyrelsen og koncentration af magten hos ministeren er blot seneste skud på stammen. Hvad det tog en generation at bygge op, ligger i dag i ruiner.

Et barn vokser op

Op igennem 1970’erne og især 1980’erne blev det nye ministerium udviklet administrativt og tankemæssigt. Ret hurtigt blev det omdøbt til Miljøministeriet, som foruden forureningsbekæmpelse også kom til at omfatte naturbeskyttelse samt den fysiske planlægning.

Ministeriet blev bemandet med en skare af unge ildsjæle, der var med til at formulere en ny økologisk tænkning som overordnet faglig ramme for miljøforvaltningen. Den kom til at præge en række nye lovgivningskomplekser inden for miljøbeskyttelse, naturbeskyttelse, kemikalieregulering og fysisk planlægning.

Ministeriets administrative særkende var fra begyndelsen et lille departement suppleret af stærke styrelser. Her var det især folk med indsigt i den faglige substans, der bemandede kontorerne. Disse blev flankeret af ’generalister’, der skulle bistå med at omsætte den faglige indsigt til politik.

Et udslag af denne vægt på faglighed var oprettelsen af en række laboratorier inden for for eksempel luftforurening, jordforurening, kemikalier, ferskvandsbiologi og havmiljø. Disse blev senere samlet i Danmarks Miljøundersøgelser, der som en selvstændig forskningsenhed blev set som ministeriets faglige garant.

Opbygningen og udviklingen af den centrale statslige miljøadministration blev i øvrigt fulgt op af en tilsvarende faglig oprustning i kommuner og amter.

Under skiftende regeringer voksede miljøadministrationen op igennem 1970’erne og især 1980’erne ret markant på såvel centralt som decentralt niveau. Det ved jeg, fordi jeg selv blev en del af systemet fra 1987 og frem til 2001, hvor jeg senest fungerede som sekretariatschef i Naturrådet.

Her blev jeg som mange andre fyret på gråt papir, da Anders Fogh Rasmussen (V) lancerede sit opgør med det, han kaldte for ’Aukens imperium’.

Et visionært ministerium

Men det var ret beset i Poul Schlüters borgerlige regeringsperiode fra begyndelsen af 1980’erne og ti år frem, at ’imperiebyggeriet’ fandt sted. Det skete i øvrigt under engagerede og kompetente ministre som Christian Christensen fra Kristeligt Folkeparti, Lone Dybkjær fra De Radikale og Per Stig Møller fra De Konservative.

I det hele taget var Miljøministeriet under skiftende ministre i perioden frem til og med Svend Auken præget af visionær tænkning. Vi, der arbejdede i systemet i denne periode, så os ikke som nidkære forvaltere af love og paragrafer, men snarere som pionerer i en helt nødvendig grøn omstilling af samfundet.

I den ånd engagerede vi os på kryds og tværs med folk fra de grønne organisationer, med forskere på landets universiteter, med amtslige og kommunale forvaltere og med fremsynede virksomheder.

Der blev for eksempel lavet et stort anlagt udviklingsprogram for renere teknologi, hvor virksomheder kunne få økonomisk støtte og faglig rådgivning til at omlægge produktionen i en mere miljøvenlig retning.

Der blev iværksat ambitiøse miljøstrategiske forskningsprogrammer, og med oprettelsen af den Grønne Fond i 1990’erne fik de grønne organisationer mulighed for at få støtte til nyskabende projekter på græsrodsplan. Blot for at nævne nogle enkelte af den myriade af fremsynede initiativer, der voksede ud af ministeriet i denne periode.

Systemskiftet

Alt det var slut med det såkaldte ’systemskifte’ i 2001. Talmanipulatoren Bjørn Lomborg fik sit såkaldte Institut for Miljøvurdering, hvis opgave var at så tvivl ved hele det miljøfaglige grundlag for den hidtidige indsats til fordel for snævre økonomiske cost-benefit-betragtninger.

Bjørn Lomborg forduftede snart igen, og hans institut gik hurtigt i opløsning, men en ny retning var sat. Miljøpolitik skulle nu ikke længere anskues som et værn af natur og miljø mod snævre økonomiske interesser – nej, det skulle tværtimod ses som løftestang for en postuleret ’grøn’ økonomisk vækst.

Hele den natur- og miljøfaglige indsigt, som hidtil havde udgjort nerven i ministeriets forvaltning, blev herefter systematisk nedbrudt til fordel for en økonomisk logik, der blev udtænkt i finansministeriet.

Danmarks Miljøundersøgelser blev lagt under Aarhus Universitet, hvor det med tiden ophørte som en samlet enhed. Natur- og miljøovervågningen blev voldsomt beskåret, ligesom gentagne omstruktureringer af styrelserne svækkede fagligheden.

Den seneste opsplitning af Miljøstyrelsen i en politisk og faglig del og udflytning af den sidste til Odense er som tidligere beskrevet blot sidste skud på stammen i denne proces. Konsekvenserne af denne udvikling har vi blandt andet set med de senere års gentagne eksempler på misvisende tal og fagligt utroværdige konklusioner. Og tro mig: Den slags vil vælte ud af skabet i de kommende år.

Det afgørende kvælningstag kom dog umiddelbart efter sidste valg, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) indlemmede Miljøministeriet i Fødevareministeriet. Hermed fordampede de sidste rester af identitet som naturens- og miljøets vogter op i den blå luft – som varm luft.

Miljøbevægelsen ved en korsvej

Efter knap 50 års virke må vi i dag konstatere, at Miljøministeriet er afgået ved døden – i hvert fald hvad hjerneaktivitet angår. Og dødsårsagen er mange års reduceret ilttilførsel bevidst doceret af et politisk flertal med dollartegn i øjnene.

Et flertal, der samtidig stadig mere skingert taler om forsvaret for danske værdier uden at have den mindste forståelse for vores mest grundlæggende værdi: et sundt miljø, et frodigt landskab og en mangfoldig natur.

Denne smertelige kendsgerning må miljøbevægelsen tage bestik af. Det giver ikke længere mening at indgå i den kritisk-konstruktive dialog med ministeriet, som vi har gjort siden 1971. I stedet må vi indtage positionen som kritisk opposition – som vi gjorde det før 1971.

Især må vi følge nøje med i de forsøg på politisk spin og talfordrejning, som der vil komme meget mere af fremover. Og så må vi give højere prioritet til det lokale arbejde, for her er der fortsat massevis af muligheder for konstruktive initiativer – ofte i et samarbejde med kommuner, der mange steder fortsat er åbne for grøn nytænkning.

På den lidt længere bane må vi arbejde for at genskabe et visionært statsligt engagement på det grønne område. Vi skal ikke forsøge at genoplive Miljøministeriet, som vi har kendt det.

Vi skal snarere arbejde for at skabe et kraftcenter, der har visioner, faglig indsigt og politiske muskler til for alvor at sætte gang i den grønne omstilling af alle sider af samfundslivet. Det er der mere end nogensinde brug for, og det skylder vi mere end noget andet vore efterkommere.

Kronikken er bragt i Information 12.3.18