Miljøøkonomi Guld eller grønne skove

Kronik bragt i Berlingske Tidende 26. maj 2004

Af Bente Hessellund Andersen, Kim Ejlertsen, Jakob Jespersen, Stig Melgaard og Jacob Sørensen. NOAHs Bæredygtighedsgruppe.

Ingen kan umiddelbart være uenig i regeringens miljømantra »mest miljø for pengene«. Men skraber man lidt i facaden, viser det sig, at sætningen betyder, at vi skal gøre miljøet op i kroner og øre. At vi kan sætte en prisseddel på naturen, nattergalens sang og den lyse sommernat. Eller at vi skal lave økonomiske analyser på vores helbred. Det helbred, der er betinget af et rent miljø, af rent drikkevand uden pesticidrester og af en ren luft at indånde.

Inden for den økonomiske verden taler man om, at naturen repræsenterer forskellige former for værdi. Naturen leverer de råstoffer, vi skal bruge til vores produktion. Alle materialer oprinder fra naturen, hvad enten det er plastik, jern, drikkevand, træ eller gulerødder. Naturen bliver også brugt som modtager af vores affald og forurening. Sidst men ikke mindst omtaler økonomerne den grønne skov, havet, den friske luft, det uforurenede drikkevand og et rigt dyre- og planteliv som fællesgoder, der har en værdi. Mange vil sikkert sige, at det er umuligt at bestemme den markedsøkonomiske pris for disse værdier. Ikke desto mindre har miljøøkonomerne udviklet metoder til det. Problemet er, at det let kan resultere i misvisende svar.

En af metoderne er at undersøge, hvad vi konkret er villige til at betale for miljø- og naturgoderne. Der er f.eks. lavet undersøgelser af, hvad det betyder for ejendomspriserne, at ejendommen ligger i nærheden af naturområder. Man kan også lave en opinionsundersøgelse af, hvor meget man vil betale for at bevare Gudenådalen uden en motorvej, eller for at blive ved med at have rent vand i vandhanerne. Et af de mange problemer ved denne metode er, at forskellige mennesker svarer forskelligt. Har man haft gode naturoplevelser i Gudenådalen, vil man sikkert være villig til at betale mere for ikke at få den ødelagt, end hvis man kun kender den af navn. Man vil også svare forskelligt, alt efter om man allerede lider under det problem, der skal løses, f.eks. kemikalier i drikkevandet, eller om det er et problem, der først vil opstå engang i fremtiden.

En tredje metode er at prøve at beregne, hvor meget det vil koste at genoprette et ødelagt miljø. Men det kræver, at miljøet overhovedet kan genoprettes. Denne metode tager ikke nødvendigvis hensyn til, at det oftest vil være billigere for samfundet helt at undgå ødelæggelse eller forurening af natur og miljø frem for først at forurene og derefter rydde op.

Endelig kan de omkostninger, samfundet allerede accepterer til at begrænse forureningen af miljøet, give et indtryk af, hvad naturen er værd for os. Omkostningerne til spildevandsrensning er et eksempel på, hvad samfundet vil betale for, at vores spildevand ikke ledes direkte ud i naturen.

Nogle vil måske mene, at disse metoder grænser til det absurde, men helt absurd bliver det, når økonomer prissætter større og mere langsigtede regionale eller globale konsekvenser - som f.eks. ødelæggelser af økosystemer i global målestok eller oversvømmelser af kystsamfund på grund af global opvarmning.

Ét er, hvad natur og miljø er værd nu og her. Noget andet er, hvad værdien er i fremtiden. I miljøøkonomiske beregninger, der rækker mange år frem, bruger man en diskonteringsrate til at skabe sammenhæng mellem nutid og fremtid.

Diskonteringsraten kan sammenlignes med rente. Vi ved fra vores privatøkonomi, at renten er vigtig, hvad enten vi sparer op eller låner penge. Det samme gælder for samfundsøkonomien. Benytter økonomerne en høj rate i analyserne, kan det dårligt betale sig at spare på olien, eller bruge penge på at bygge vindmøller. Spørgsmålet er, om vi kan tillade os at lade de kommende generationers levevilkår afhænge af diskonteringsraten i nogle økonomiske beregninger.

I en periode på 20 eller 30 år kan det have stor betydning, om man bruger tre pct. eller seks pct. i årlig diskontering. Alligevel er der eksempler på, at både den ene og den anden rente er benyttet i samfundsøkonomiske analyser. Og hvilken fremtid er det rimeligt at inddrage i en miljøøkonomisk analyse? 5 år? 30 år? 200 år? De råstofminer, vi tømmer, og de klimaændringer, vores generation skaber, vil jo også kunne mærkes om 500 og 1.000 år.

Selv hvis vi antager, at der kan sættes en nogenlunde sikker pris på naturværdierne, og at økonomerne kan blive enige om, hvilken rente der vil gælde i de kommende årtier og måske også århundreder, vil miljøøkonomiske analyser blive voldsomt store og uhåndterlige, hvis alle sider af et problem skal beskrives. Derfor fravælges en masse faktorer, enten for overskuelighedens skyld eller fordi de skønnes at betyde meget lidt i forhold til den samlede analyse. Men disse fravalg gør, at analyserne risikerer at udelade fundamentale sammenhænge af betydning for natur og mennesker, og man risikerer, at analyserne fører til absurde konklusioner.

Når en række vestlige økonomer mødes i København i disse dage for at foretage en økonomisk prioritering mellem en øget indsats over for klimaproblemerne og ni andre globale problemer, skal man derfor holde sig for øje, at resultatet, bevidst eller ubevidst, bliver et redskab til at fremme en bestemt politisk holdning, fordi resultatet i høj grad afhænger af de valg, økonomerne træffer undervejs. Det er bekymrende, når det udelukkende er vestlige økonomer, der diskuterer, hvordan problemer, der berører hele verdens befolkning, skal prioriteres. Og det er særligt bekymrende, fordi det desværre i dag i mange beslutningstageres hoved er blevet sådan, at når økonomiske analyser viser, at noget er økonomisk rentabelt, så er det det samme som, at det er en god idé.

Det fælles overordnede pejlemærke for den økonomiske prioritering kunne være en bæredygtig udvikling. Problemet er, at det har vist sig, at det er svært at blive enige om, hvad en bæredygtig udvikling er. Selv ikke den mest brugte definition om, at opfyldelsen af vores behov ikke må ske på bekostning af fremtidige generationers muligheder, er særlig præcis. Uenigheden har åbnet for, at økonomerne har kunnet opstille en bæredygtighedsdefinition, hvor de lader den menneskeskabte kapital (virksomheder, universiteter, veje, jernbaner etc.) indgå på lige fod med naturkapitalen (olie, skove, mineraler etc.). Det er smart, fordi den måde, hvorpå vi i dag bruger løs af råstofferne, så med ét kan kaldes for bæredygtig!

Med et snuptag er tingene vendt på hovedet, og det bliver bæredygtigt ikke at sætte grænser for vores stræben efter velstand. Logikken i den opfattelse er, at hvis vi alle forsøger at få så stort et økonomisk udbytte ud af vores arbejde som overhovedet muligt, vil hele samfundet vinde ved det. Vores stræben efter mere velstand betyder nemlig økonomisk vækst - dvs. flere penge til at gøre noget ved miljøproblemerne og flere universiteter og bedre infrastruktur, som vi kan overlevere til de fremtidige generationer. Men det er naturen, som leverer råstofferne og som tager imod vores affald. Det betyder, at mens økonomien vokser, bliver der mindre af naturen. Beslutninger om, hvor grænsen for menneskers indgriben i naturen skal gå, kan vi ikke bare overlade til økonomernes prioriteringer. Det skal vi beslutte på demokratisk vis. I den forbindelse er vi nødt til at diskutere den globale fordeling af ressourceforbruget, da fire ud af fem af Jordens befolkning bor i fattige ulande.

Har en dansker mere ret til at forurene end en afrikaner, blot fordi den danske økonomi er langt stærkere end de afrikanske landes? Nej, grænsen for en danskers ressourceforbrug og forurening skal findes med udgangspunkt i, at alle mennesker på Jorden har ret til en lige andel af ressourcerne samt lige ret til at forurene, uden at naturens bæreevne overskrides. Det skal vi indrette økonomien og samfundet efter.

Økonomisk analyse er blot ét blandt flere redskaber, vi kan vælge eller fravælge, når vi skal føre de politiske valg ud i livet.