Grønbog EU forslag til fælles energipolitik går i den forkerte retning

Brev til Folketingets Europaudvalg

9. marts 2006 · Kl. 22:51 Pressemeddelelse

NOAH som er en del af miljønetværket Friends of the Earth (FoE) har følgende kommentar til EU-Kommissionens "Green Paper on Sustainable, Secure and Competitive Energy Supply" der i Jeres dagsorden er kommet til at hedde ”Grønbog om en europæisk strategi for sikker, konkurrencedygtig og bæredygtig energi”. Vi håber ikke der i den danske titel ligger en prioritering i rækkefølgen.

EU forslag til fælles energipolitik går i den forkerte retning.

Den danske regering bør handle aktivt i de kommende drøftelser af EU´s energipolitik i diverse ministerråd. Det vil være til skade for miljø, beskæftigelse og mulighederne for store dele af dansk industri (1), hvis regeringen ikke går i offensiven og presser på for faste og ambitiøse mål for energibesparelser og brug af vedvarende energi.

Udspillet til en ny og forstærket EU-energipolitik leder EU på det forkerte energispor.

Der lægges alt for meget vægt på fastholdelse af et energisystem baseret på et teknisk og socialt unødvendigt forbrug (2) og på traditionelle energikilder som fossile brændsler og atomkraft.

 

Energibesparelser/effektiv energiudnyttelse og brug af vedvarende energikilder

må være de helt centrale elementer i en ny energipolitik for EU. Teknikken er på begge områder til rådighed. Det der er brug for er: billiggørelse og fjernelse af organisatoriske barrierer.

Undersøgelser viser bred folkelig opbakning til en sådan politik (3).

En massiv indsats på disse områder vil også give øget beskæftigelse og reducere klimapåvirkningerne.

 

Atomkraft bør ikke være en del af en fælles energipolitik.

Fortsat eller endda udvidet brug af atomkraft i energiforsyningen er miljømæssigt og moralsk uacceptabelt. Atomkraften indebærer ud over risikoen for ulykker og terrorangreb, en miljømæssigt og finansielt uacceptabel arv til vore efterkommere i form af radioaktivt affald. Da industrien ikke kan og vil betale de fulde omkostninger til demontering af udtjente værker, omkostninger ved radioaktiv forurening og opbevaring af affald, vil der blive en finansiel byrde for skatteyderne de næste mange generationer.

Der er meget ringe folkelig opbakning til atomkraft - også i EU.

En satsen på atomkraft vil skabe langt flere problemer end den vil løse.

 

Transportsektorens energiforbrug må under kontrol.

En energipolitik uden inddragelse af transportsektoren giver ikke meget mening. Væksten i transportsektorens energiforbrug og belastning af miljøet fjerner gevinster ved gode tiltag i energiproduktionen, som f.eks. udbygning af vindkraft. Transporten står allerede for ca. en tredjedel af energiforbruget i Europa og bruger 70-80 pct. af den importerede olie.

Med venlig hilsen

Henning Bo Madsen (51260368) og Kim Ejlertsen

NOAH´s Energigruppe

 

(1) Ikke kun vindmølleindustrien, men også danske producenter af isoleringsmaterialer, lavenergivinduer, termostater, pumper og andre energibesparende produkter går glip af store indtægtsmuligheder ved at EU holder fast i fossile brændsler og atomkraft som hoved elementer i energipolitikken.

(2) Det burde have højeste prioritet at fjerne det unødvendige energiforbrug. Selv EU Kommissionen har erkendt at der findes store muligheder for besparelser. Kommissionen peger på muligheder for 20 pct. besparelser uden særlige omkostninger. Disse muligheder er efter NOAHs mening endda undervurderet.

(3) Eurobarometer. ”Attitudes towards Energy”, Januar 2006.                                               

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 17.000 i 2021). Tusind tak!