Nord Stream 2: Miljøvurderingen har mangler

Nord Stream 2 Miljøvurderingen har mangler

Gastrykket i rørledningen vil være 40 gange højere end i et hårdtpumpet cykeldæk. Alligevel hævder Gazprom, at der ikke vil sive gas ud fra den del af røret, som går gennem dansk farvand

10. december 2018 · Kl. 09:52 Nyhed

NOAH har i dag sendt et høringssvar til Energistyrelsen om Miljøvurdering af nordvestlig rute for Nord Stream 2. Miljøvurderingen hævder, at udsivning af gas vil være nul i rørets levetid på 50 år – forudsat at der ikke sker ulykker. NOAH har imidlertid været i kontakt med flere eksperter, som fortæller, at det er urealistisk. I høringssvaret foreslår vi derfor, at processen om miljøvurderingen gøres om.

I første omgang ansøgte Gazprom om en rute, som går langs det rør, som allerede ligger øst for Bornholm (Nord Stream 1), men ny lovgivning om dansk sikkerhedspolitik har betydet, at myndighederne ikke har taget stilling til denne linjeføring endnu. Den nye rute holder sig uden for dansk territorialfarvand, hvor der gælder andre regler. Miljøkonsekvensvurderingen lægger ikke skjul på, at den oprindelige rute er at foretrække frem for den nye rute. Det skyldes, at sidstnævnte vil medføre større belastning for fiskeriet, for den maritime fysiske planlægning og for det biologiske miljø end den oprindelige rute. Desuden vil interventionsarbejdet blive større, og et ekstra Natura 2000-område skal passeres, hvis den nye rute vælges i stedet for den oprindelige. Energistyrelsen bør på den baggrund meddele, at ansøger har værsgo at vente på en afgørelse om den oprindelige ansøgning.

Gazprom står bag projektet i samarbejde med fem vestlige europæiske energiselskaber. Ansøgerne er klar over, at projektet kan blive en dårlig forretning, hvis EU opfylder sine klimamål for 2050. Det vil sige reduktion i udledning af klimagasser på mellem 80 og 95 procent. Alligevel er selskaberne parate til at løbe risikoen, da de ikke tror på, at det vil lykkes EU at opfylde målene på klimaområdet. Hvis Nord Stream 2 bygges, kan investeringen ironisk nok betyde, at EU ikke når sine klimamål, fordi en så stor privat investering i fossile energiløsninger vil kunne være en hæmsko for, at der fortsat er det nødvendige politiske flertal for at sikre, at EU’s 2050-klimamål opfyldes.

Investeringer i EU’s energiinfrastruktur er ikke et bundløst kar, og store investeringer i Nord Stream 2 vil betyde, at der vil være færre midler til at investere i andre projekter, f.eks. energibesparelser, solpaneler, vindmøller, energilagring, varmepumper eller geotermi. Dertil kommer, at øget forsyning af gas vil medføre, at det bliver mindre attraktivt at investere i vedvarende energiløsninger. 

Læs høringssvaret (101.08 KB)

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 18.300 i 2024). Tusind tak!