eu mercosur
Foto: Victor Moriyama

Brasilien Stop ødelæggelsespakken

14 danske civilsamfundsorganisationer, der repræsenterer klima, miljø, natur, menneskerettigheder og retfærdig udvikling, har skrevet et åbent brev til den danske regering om to lovforslag, der risikerer at blive vedtaget allerede i næste uge i Brasiliens Senat, og som vil have omfattende og meget alvorlige konsekvenser for klimaet, Brasiliens skove og oprindelige folks liv og rettigheder.

7. december 2021 · Kl. 22:34 Nyhed

Vi opfordrer Danmark til hurtigst muligt, og inden lovforslagene kommer til afstemning, at kontakte præsidenten for det brasilianske Senat, Rodrigo Pacheco med en opfordring til ikke at sende de to lovforslag til afstemning i Senatet.

De to lovforslag er en del af Ødelæggelsespakken, som vi tidligere har været i dialog med Udenrigsministeriet om, og som 28 medlemmer af det danske Folketing på tværs af partier den 23. april i år skrev et åbent brev til præsidenten for hhv. Brasiliens Senat og Kongres om for at udtrykke dyb bekymring.

Kære udenrigsminister Jeppe Kofod

Vi skriver til dig med en vigtig og presserende opdatering på situationen i Brasilien i forhold til Ødelæggelsespakken, som vi har været i dialog med Udenrigsministeriet omkring siden april 2021:

Jordtyveriloven (landgrabbing bill) PL 2633/2021 og PL 510/2021 er nu under behandling i Senatet og er sat til afstemning i Senatets kommissioner for hhv. miljø og landbrug allerede den 8. december kl. 8:00 lokal tid. Efter godkendelse her vil den blive sendt til afstemning i plenum i Senatet, det vil sandsynligvis ske mellem den 13. og 22. december.

Formålet med loven er at legalisere skøder på landområder, som er blevet erhvervet ulovligt ved land grabbing helt frem til 2014, samt øge grænsen for hvor store arealer, der kan legaliseres, til 2500 hektar (dvs. ikke kun små producenter, men også mellemstore og store agro-businesses).

Afmontering af Miljøgodkendelsesloven PL 2159/2021 er samtidig under behandling i Senatet og er sat til afstemning i Senatets kommissioner for hhv. miljø og landbrug allerede den 9. december kl. 8:00 lokal tid. Efter godkendelse her vil også den blive sendt til afstemning i plenum i Senatet, det vil sandsynligvis ske mellem den 13. og 22. december. Det er et lovforslag, som vil afmontere den eksisterende miljøgodkendelseslovgivning, som aktuelt kan stoppe projekter med signifikant påvirkning af miljøet i områder med et sårbart miljø.

Hvis disse to love vedtages, vil det have omfattende og meget alvorlige konsekvenser for klimaet, Brasiliens skove og oprindelige folks liv og rettigheder.

Vi opfordrer derfor Danmark til hurtigst muligt, og inden lovforslagene kommer til afstemning, at kontakte præsidenten for det brasilianske Senat, Rodrigo Pacheco med en opfordring til ikke at sende de to lovforslag til afstemning i Senatet.

Opdatering på den aktuelle skovrydning i Brasilien:

I midten af ​ november udgav Brasilien en alarmerende 2021 PRODES årlig skovrydningsrapport, der viste en stigning på næsten 22 procent i skovrydningen i Amazonas-regnskoven. Det er det højeste niveau af skovrydning siden 2006, og det er tredje år i træk med øget skovrydning. Ikke mindre alarmerende var, at rapportens udgivelse blev forsinket med flere uger, og at repræsentanter for den brasilianske regering og landets private sektor ved COP 26 i Glasgow præsenterede det stik modsatte billede af Brasiliens forvaltning af Amazonas-regnskoven.

Ved COP 26, hævdede repræsentanter for den brasilianske regering, at regeringen havde til hensigt at beskytte landets skove og vedtage mere ambitiøse miljøplaner. Nu sker det stik modsatte.Jordtyveri er en væsentlig drivkraft bag skovrydning, idet 30 procent af skovrydningen i den brasilianske del af Amazonas sker i statslige skovområder. Forskere peger på, at afskovningen i Amazonas og overgrebene mod indfødte befolkninger vil øges, hvis lovforslagene bliver godkendt. (Teknisk notat om PL 2159/2021, teknisk notat om jordtyveriloven (tidligere fremsat som PL 910, 2020))

Amazonas nærmer sig et ‘tipping point’, og den brasilianske del af Amazonas er allerede gået fra at være en “net-sink” til at være en “net-source” af kulstof i atmosfæren. (NATURE September 2021, NATURE Juli 2021, NATURE Marts 2020). Vi har gjort opmærksom på dette flere gange i vores dialog.

Ifølge IPCCs seneste rapport skal vi stoppe afskovningen i Amazonas, ellers når vi ikke Parisaftalens målsætninger.

Dette brev er sendt med CC til Europaudvalget.

De bedste hilsner,
Kristine Modvig Clement, Kampagneleder for landbrug og skov, Greenpeace
Johan Keller, aktiv i Miljøbevægelsen NOAH
Esben Sloth, Kampagnechef, World Animal Protection
Ida Theilade, Chair, International Work Group for Indigenous Affairs (IWGIA)
Ole Færgeman, næstformand, Frie Bønder Levende Land
Morten Nielsen, Politikmedarbejder, Global Aktion
Marie Rørby, aktiv i Den Grønne Studenterbevægelse
Gry Bossen, Politisk koordinator, Verdens Skove
Sofie Tind Nielsen, Senior Skovrådgiver, WWF Verdensnaturfonden
Martin Lemberg-Pedersen, Chef for Politik og Samfund, Amnesty International
Tim Whyte, Generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke
Frederik Sandby, Formand, KlimabevægelsenBritta Riis, Direktør, Dyrenes Beskyttelse
Rune-Christoffer Dragsdahl, Generalsekretær Dansk Vegetarisk Forening

Støt NOAH

Din støtte er altafgørende for, at vi kan levere et stykke arbejde, der gør en forskel

Ved at støtte NOAH bidrager du til kampen for en retfærdig, bæredygtig og solidarisk verden. Din støtte betyder, at vi kan arbejde uafhængigt, opnå større indflydelse og organisere flere kloden rundt.

Du kan nemt oprette en fast støtte via betalingsservice.

Eller du kan fx støtte via MobilePay eller bank. Hvis du opgiver dit cpr.nr. ved indbetalingen er din gave fradragsberettiget (op til kr. 17.000 i 2021). Tusind tak!