EU når ikke sine klimamål uden omstilling

Erhvervslivet formulerer regler og love

Industri og brancheorganisationer har afgørende indflydelse på regler og love i EU. Fænomenet kaldes ”Regulatory Capture” og beskriver, hvordan private aktører overtager formulering og forvaltning af regler og love.

Politologer taler især om følgende måder, hvorpå private overtager kontrollen over reguleringen i EU:

• EU’s fælles standarder formuleres og håndhæves langt hen ad vejen af private aktører. Når en lov er vedtaget, er der mange detaljer, der ikke er beskrevet endnu. EU overlader meget til brancheorganisationer og andre private aktører at tage stilling til disse detaljer. Store energivirksomheder bestemmer for eksempel i høj grad, hvornår og hvordan solcelleejere må tilslutte sig elnettet.
• Svingdøre er et udtryk for ansatte, der skifter fra at være ansat i Europa-Kommissionen til at arbejde med at påvirke EU. For eksempel arbejder flere tidligere topembedspersoner som lobbyister for energisektoren.
• Lobbyisme: Equinor (tidligere Statoil) og ExxonMobil finansierer konsulentfirmaer, der påvirker udarbejdelsen af love og regler.

Ingen tager ansvaret 

EU har mange enheder, der forvalter og regulerer hvert sit område af energisektoren, transportsektoren, landbrugssektoren osv. Hver især kan de have stor betydning for klimaindsatsen, men ofte prioriterer de andre interesser end EU’s langsigtede klimamål. Eksempelvis står dele af Europa-Kommissionen i spidsen for at bygge et europæisk netværk af rørledninger til fossilgas, som allerede før, det er bygget færdigt, er for stort, hvis EU skal leve op til sine klimaforpligtelser. 

Denne komplekse forvaltningsstruktur udvander ansvaret for at nå EU’s centrale målsætninger.

EU er for langsom

På trods af den galoperende klimakrise fastholder EU sin nuværende virkemåde. Forskerne kalder det institutionel inerti. Det betyder, at EU ikke kan omstille sig hurtigt nok til at blive klimaneutral i 2050. 

EU justerer naturligvis løbende sin politik, men kun med små skridt. Handelssystemet med CO₂-kvoter fra 2005 er et eksempel. Selvom systemet viser resultater, favoriserer det en forudbestemt løsning i stedet for at gentænke systemet mere grundlæggende i takt med klimakrisens eskalering.

Centrale institutioner og nationale ministerier arbejder forholdsvist autonomt og forsvarer deres egne prioriteter, ekspertise og indflydelsesnetværk. Det hindrer samarbejde på tværs af sektorerne og koncentrerer beslutningstagningen hos eksperter og lobbyister. Europa-Kommissionen har tidligere forsøgt at nedbryde denne silotænkning, men virkningen har været begrænset. 

En mulig løsning: Genskab borgernes beslutningskompetence

Demokratisk underskud har altid været EU’s følgesvend. EU ignorerer simpelthen lokale og regionale beslutninger, der er debatteret, stemt om og støttet af folkevalgte, hvis de er i konflikt med EU’s regler. Eksperter træffer mange beslutninger i det politiske maskinrum uden at inddrage borgere eller lokale enheder. 

Nærhedsprincippet er centralt placeret i EU-traktaten, men i praksis bruger EU det som et værktøj til at få lokale myndigheder til at udøve EU’s lovgivning frem for at styrke borgernes og lokale myndigheders autonomi. En mulig løsning kan være, at EU i højere grad prioriterer at være facilitator frem for forvalter ved at begrænse sin rolle til at koordinere og finansiere lokale tiltag, der er besluttet af lokale borgere.