
Vestsjælland Inspirationstur
I foråret 2018 var vi på tur til den vestsjællandske bermudatrekant - stedet, hvor man efter sigende aldrig rigtig kommer hjem fra, fordi der er så dejligt. Og selvom vi nu er hjemme i storbyen igen kan vi mærke, at en del af vores hjerter endnu ligger i Vestsjælland.
Vi brugte turen på at køre Vestsjælland tynd i to lidt faldefærdige varevogne og besøge tre kollektiver, en permakulturhave på Orø, Jyderup Højskole og Dialog Holbæk, der havde bevilget os penge til turen. På Orø besøgte vi Cathrine Dolleris, som viste os rundt i sin permakulturhave og fortalte om, hvordan hun havde bygget sit hus. Kollektiverne, Levefællesskabet Samskab, Kollektivet Tranehøj og Makvärket, gav os inspiration til, hvordan man kan leve, hvis ikke man skal bo i byen, hvor alle ens behov opfyldes af kredsløb, man ikke kan gennemskue. Og hvordan man kan være i et fællesskab, både i bolig og arbejde, leve mere bæredygtigt ved for eksempel at producere sin egen strøm og få bier, får og en stor permakulturel køkkenhave. På Jyderup så vi alle de vilde projekter, de laver på linjen Grøn Guerilla, såede bønner og radisser i deres køkkenhave og spiste en stor mængde snobrød.
Og på den måde var vi glade og fulde af optimisme for, at der er ting, vi kan gøre, for at gøre vores klode grønnere og give den lidt bedre overlevelsesmuligheder, da vi kørte tilbage til storbyen, hvorfra vi fortsætter klimakampen.