Sejr BMW politianmeldt for vildledende markedsføring!
Sidste år klagede NOAH til Forbrugerombudsmanden over BMW’s manipulerende kampagne, hvor de kaldte sig “verdens mest bæredygtige bilproducent”. Nu er de meldt til politiet for vildledende markedsføring.
I begyndelsen af 2022 klagede NOAH til Forbrugerombudsmanden over en landsdækkende reklamekampagne fra BMW Danmark, hvor de i aviser, på gadeplan og på de sociale medier påstod at være “Verdens mest bæredygtige bilproducent” og hævdede at ”Nu er benzinslugeren blevet bæredygtig”.
Klagen har resulteret i, at BMW nu er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for ulovlig markedsføring.
I Forbrugerombudsmandens kvikguide til virksomheder om miljømarkedsføring står der blandt andet, at en bæredygtig udvikling betegner en udvikling, som opfylder de nuværende generationers behov uden at bringe fremtidige generationers mulighed for at opfylde deres behov i fare. Derfor er det meget vanskeligt at kalde et produkt bæredygtigt uden at vildlede.
Tobias Jespersen fra NOAH udtaler: ”Produktionen af biler kan på ingen måder leve op til forbrugerombudsmandens krav om bæredygtighed, og BMW’s kampagne er derfor et tydeligt eksempel på klassisk greenwashing.”
Han fortsætter: “Ulovlig markedsføring som BMW’s undergraver vores tillid til de informationer vi bliver præsenteret for, hvilket er et stort demokratisk problem, hvis det får lov at stå uanfægtet. Det er derfor enormt glædeligt for den grønne omstilling, at BMW nu er blevet politianmeldt for ulovlig markedsføring af deres forurenende bilvirksomhed.
Opfordring til forbrugerne: Det hjælper at klage!
De fleste mennesker har hverken tid eller ekspertise til at undersøge alle de informationer, vi dagligt bombarderes med, og der er derfor et stort behov for, at vi kan stole på hinanden.
Manipulerende reklamer som BMW’s er farlige, fordi de snyder og manipulerer os til at tro, at forurenende produkter er bæredygtige, og at vi kan fortsætte overforbruget, som vi plejer, uden negative konsekvenser for miljø og klima.
Derfor er det godt, at vi som borgere har mulighed for at klage til Forbrugerombudsmanden. Og som politianmeldelsen viser, hjælper det rent faktisk. Og jo flere der klager, jo større chance er der for at klagen bliver taget alvorligt
Så oplever du også manipulerende reklamer fra virksomheder, der ikke er helt lige så bæredygtige som de påstår? Så klag! Og del det gerne med os og alle andre på de sociale medier: #dkmanipulation
Du kan finde NOAHs klagevejleding her: noah.dk/klag